‘Kortet er ikke lig landskabet’. Et dybt og meningsfyldt ordsprog som Anders startede den sidste dag ud med. Et interessant emne, hvor han bl.a. også kom ind på, at alle menneskers syn på verden er forskelligt. Rigtigt i én persons øjne er ikke nødvendigvis rigtigt i en andens. Så siden at der ikke er noget der er rigtigt eller forkert længere, så er det eneste rigtige vel at ‘respektere ethvert menneskes mentale landkort over verden’ (endnu et maleri på væggen i undervisningslokalet). En interessant observation der fik mig til at indse at coaching i virkeligheden ikke handler om at give personen man coacher gode råd, men at det i virkeligheden handler om at få vedkommende til at besvare sine egne spørgsmål.
Efter en øvelse senere på dagen var der en af deltagerne på uddannelsen der havde en række spørgsmål til Anders, hvor jeg i sandhed kunne se styrken og den resonerende effekt ved at coache en person til at besvare sine egne spørgsmål.
Derefter dykkede vi påny ned i de tekniske aspekter af NLP’en. Vi rundede ting som:
- Metamodellen
- De-silva metoden
- Konceptualisering (hvorefter at vi satte det i forbindelse til chunking)
Dette ledte os videre til en øvelse, hvor vi blev sat sammen i små grupper, hvor i skulle prøve at coache hinanden i SMARTØFS (som skrevet i en tidligere artikel, står det for Specifikt, Målbevidst, Attraktivt, Realistisk, Tidsbestemt, Økologisk, Formuleret positivt (eller Formulerbart) og Synligt). Et værktøj der virkelig fremhæver et mål, en titel eller en destination i vores liv som vi gerne vil nå. Øvelsen var sjov, eftersom man både fik prøvet at coache en anden person til at gøre det mere muligt at nå deres mål, men også fordi at man selv ‘fik en tur i den røde sofa’, hvor man fik snakket et emne igennem som er vigtigt i éns liv.
Øvelsen var udfordrende, da man havde fået et arsenal af gode redskaber og værktøjer som man kunne bruge i denne coaching-øvelse, hvor man nogle gange blev så optaget i at bruge dem alle sammen, at man glemte det vigtigste og mest elementære… At lytte!
Jeg var heldig at have få en person der allerede havde en NLP Practitioner til at coache mig, så jeg gik derfra med 5 linjers gode råd om, hvordan jeg hurtigere og mere effektivt kunne gå mit mål i møde.
Efter øvelsen svarede Anders på et par spørgsmål, hvorefter at han introducerede begrebet ‘logiske niveauer’. Efter en introduktion til konceptet var jeg den heldige frivillige der fik lov til at være prøve-hamster i en øvelse der omhandlede de logiske niveauer.
Jeg må ærligt talt tilstå at jeg var skeptisk indstillet til disse øvelser som Anders lavede på deltagerne. Vi bliver jo undervist i teorien bag det givne værktøj/princip inden at Anders laver sin demonstration på en tilfældig deltager. Ligeledes tror jeg også at det er svært at blive overrasket over at en tryllekunstner trækker en kanin op af hatten, hvis han 5 minutter forinden har forklaret, hvordan han gør det. Jeg kunne dog tydeligt se på de deltagere Anders havde demonstreret på tidligere, at de var blevet dybt rørt. Men skepsis er desværre et syndrom der er lige så svært at komme af med som en vorte.
Men jeg meldte mig altså til en demonstration af de logiske niveauer and it blew my mind!! Øvelsen handlede om at jeg fokuserede på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg havde haft en stor succesoplevelse. Anders hjalp derefter med at få den projiceret ind på de centrale elementer i mit liv (min tro, min vision, mine værdier osv) vha. de logiske niveauer. Den gode følelse man slutter øvelsen af med, varierer jo naturligvis fra person til person. Det tætteste jeg kommer på at beskrive min følelse er, at få trukket en rød tråd fra det glædesbetonede minde og ind til kernen i mit liv. Herefter bliver det vist for mig, hvordan hele verden drager nytte og fordele af min succesoplevelse.
Efter denne øvelse var der lige 10 minutter tilbage, hvor Anders gentog de forskellige teknikker og skridt han benyttede da han guidede mig igennem øvelsen. Efter farvel seancen forlod jeg OLL Uddannelseshus for sidste gang i dette modul. Jeg var dog ikke nået mere end 4 skridt ud af døren, før jeg tog min telefon op af lommen for at tjekke, hvornår det næste modul fandt sted…